Kapelmesterforeningens medlemsblad · Forår 2026

Copenhagen Jazz Orchestra – del 2
2. del af artiklen om det københavnske big band midt i en stor udviklingsproces
I Kapelmesteren foråret 2025 beskrev vi grundlæggende, hvad Copenhagen Jazz Orchestra (CJO) er, og hvilken udviklingsproces vi er midt i. Vi lovede en del 2 – den kommer her:
CJO’s deltagelse i TUTTI publikumsudviklingsprojektet ledte som beskrevet i forrige artikel til, at vi fik en bevilling fra Augustinus Fonden til udvikling af orkesterets arbejde, herunder kommunikation, koncertkoncepter, forretningsmodel og organisation. Vi er i fuld gang, men det er et stort brød, vi er ved at bage, så vi er langt fra færdige.
Udviklingen af kontakten med vores publikum
Vi udvikler hele tiden vores måde at arbejde med publikum, fordeler opgaver på nye måder, arbejder med hvordan koncerterne skal være, og bliver bedre og bedre til at sætte ord på, hvad og hvem vi er. Og at få det kommunikeret til både os selv og vores publikum.
Vi har været så heldige at få hjælp fra to fremragende dygtige fagpersoner: Line Breuning, der tidligere bl.a. har været publikumschef for Malmø Live Koncerthus, hjælper os med udviklingen og organiseringen af vores brand og kommunikation, og Søren Mikael Rasmussen, der ledte Tutti-projektet, hjælper os med publikumsmålinger og strategisk rådgivning. Den øvrige organisering af ansvarsområder – som alle varetages af bandets medlemmer – ser således ud:
- Kasper Wagner, økonomi, administration og personale
- Lars Møller, kunstneriske projekter, samarbejder og strategi
- Jonas Johansen, publikumsværtskab og SoMe
- Thor Madsen, web-teknik og audio/video produktioner
- Niels Gerhardt, musikskolesamarbejder
- Maj Berit Guassora, kasserer
I store træk er det mundet ud i en bedre definition af vores identitet (en skærpelse af vores brand), en ny grafisk identitet, tydeligere og mere hyppig kommunikation og en opdateret hjemmeside. På den måde er det så småt lykkedes at få en kommunikation der spejler den kvalitet og professionalisme, som orkestret står for på det kunstneriske område.
Og vi justerer naturligvis undervejs – bl.a. ved hjælp af de publikumsundersøgelser vi laver (og tak til vores publikum for at svare på dem) – og mærker og hører hvad der virker og hvad der ikke gør. Det ligger i vores DNA at bruge al mulig inspiration, tilføje nye nuancer og altid at være åbne og nysgerrige.
Signaturkoncerter og -projekter
Ud af dette er vi ved at udvikle et koncept for vores nye signaturkoncerter, blandt andet for at kunne spille flere koncerter for flere og nye publikumsgrupper. Grundideen er at samarbejde med et etableret spillested, typisk på Sjælland, om at kombinere koncerter med formidling og talentudvikling.
Krumtappen er, at CJO i forbindelse med en koncert også laver opsøgende formidlingssamarbejder med gymnasier og musikskoler. Ud fra indholdet i de musikalske projekter kan vi tilbyde masterclasses/workshops og skole- og gymnasiekoncerter med mindre line-ups. Derudover laver vi på koncertdagen en workshop med musikskoleelever, som så spiller med på et par numre til koncerten.
Med dette koncept udnytter vi CJO’s specielle kombination af ressourcer, kompetencer og netværk – og opnår en “win-win”-situation:
- CJO får sået vigtige frø mht. kommende generationer af big band-musikere
- Musikskoleeleverne får en stor oplevelse, når de mærker og spiller sammen med de topprofessionelle musikere
- Musikskolelærerne får noget at arbejde henimod inkl. en koncert som kulmination
- Spillestedet får en fyldt sal, fordi musikskoleeleverne tager venner og familie med
- Publikums koncertoplevelse får en ekstra dimension, hvor den fulde musikalske oplevelse suppleres af det gensidige begejstrede møde mellem de unge talenter og de erfarne professionelle
Med de meget succesfulde erfaringer fra pilotprojektet i Baltoppen i efteråret 2025 kan vi se, at dette koncept gør os attraktive for spillestederne, fordi vi kan bidrage til at løse en lokal opgave om at samle og løfte det lokale kulturliv. På det grundlag satser vi på at udvikle langsigtede samarbejder med flere spillesteder i regionen.
Det store “projektrul”
Vi satser på at arbejde med 3-4 koncertprojekter over de næste år. Pt. arbejder vi med det afrocubanske “Havana”, “Kind of Blue Revisited” og det aktuelle “Indian Skies”. Projekterne har typisk et 1-2 års udviklingsforløb inden de møder orkestret, oftest med Lars Møller ved kompositionsroret og Jesper Riis som arrangør.
Ved at kombinere de kunstneriske “luksusudgaver” af vores projekter med de formidlende “signaturkoncert”-udgaver kan vi nu se muligheden for en langsigtet struktur, hvor vi præsenterer de 3-4 projekter i et “projektrul” der for hvert projekt strækker sig over flere år:
- År 1: Luksuskoncert der præsenterer et nyt kunstnerisk projekt, f.eks. i Dronningesalen i Den Sorte Diamant. Samme efterår laver vi en formidlingsudgave (signaturkoncert).
- År 2: Vi arbejder med et andet projekt.
- År 3: Vi præsenterer en koncert til Vinterjazz og/eller som formidlingsudgave i løbet af foråret – evt. i samarbejde med Copenhagen Youth Jazz Orchestra (CYJO).
Med projektrullet over flere år kan vi udnytte gentagelseseffekten til at lave flere og forskelligartede koncerttyper og samtidigt have en palette af levende projekter.
Projekterne vokser organisk
Alt hvad vi laver i CJO udvikler sig organisk og hænger sammen i et slags økosystem. Høj klasse bliver kunst, fordi alle de fine nuancer der kommer med på det høje niveau giver et forfinet kunstnerisk udtryk. Alle de nuancer og farver som den enkelte CJO-musiker oplever på sin musikalske rejse – i forskellige musikstilarter, med andre orkestre, gennem livsoplevelser og andre kunstformer – er med til at forme vedkommendes udtryk og dermed udførelsen af komponistens værk.
Orkestret påvirkes meget af kontakten med publikum i koncertsituationen. Den sofistikerede musiker lytter og mærker musikkens klang i rummet – og klangen af musikken så at sige “i publikum”.
De internationale projekter
En stor del af vores projekter har et internationalt udspring. Det er projekter hvor vi samarbejder med internationale solister fra øverste hylde – den tyske stjernepianist Florian Weber, brasilianske Egberto Gismonti, eller flamenco-projektet La Caja Negra med dansere fra Andalusien og topmusikere fra Paris.
Det globale udsyn og Indian Skies
Årets store kunstneriske satsning bliver Indian Skies, som hviler på CJO’s vision for et globalt udsyn og samtidigt samler alle de tilgange til publikumsudvikling vi har beskrevet ovenfor.
Baseret på Lars Møllers mere end 35 års arbejde med musikalske møder mellem indiske og vestlige musikkulturer har CJO – med støtte fra Dansk Kapelmesterforening, Nordisk Kulturfond og Det Danske Kulturinstitut – arbejdet på dette kunstneriske og formidlingsprojekt med koncerter i Indien, Skandinavien og Baltikum.
Ved Indian Skies får det danske koncertpublikum, musikere og talenter mulighed for at møde nogle af Indiens allerbedste musikere: Ashwani Shankar (rørbladsinstrumentet Shehnai) og Zuheb Ahmed Khan (tabla) – i nye værker komponeret så musikere fra forskellige traditioner mødes i et fælles musikalsk sprog. De deltagende orkestre og samarbejdspartnere er foruden CJO bl.a. CYJO, Det Jyske Musikkonservatoriums Big Band, Det Lettiske Radio Big Band, Riga Academy Big Band, DR Musikariet, samt spillesteder som Den Sorte Diamant/Copenhagen Jazz Festival, Aarhus Jazzfestival, Baltoppen, Portalen og Stockholm Sangeet (Indisk Musikfestival).
Kapelmesterforeningens medlemsblad · Forår 2025

Copenhagen Jazz Orchestra
Fortællingen om dette håndholdte store jazzorkester – et moderne kammermusikalsk orkester med globalt udsyn i stadig udvikling – (del 1).
Af Jonas Johansen og Lars Møller
Copenhagen Jazz Orchestra (CJO) er et sofistikeret bigband med en helt speciel sound og en musikerbåret bandkultur. Vi er stolte af hvordan vores kreative projekter kombinerer en kammermusikalsk lyrisk orkesterklang med en elegant rytmesektion, og vi brænder fortsat for at bringe bigband formatets fantastiske udtryksformer videre til publikum.
Men vi i er også midt i en omstillingsproces.
Som en del af DEOO’s publikumsudviklingsprojekt TUTTI, har vi nu mulighed for at få en større bevidsthed om vores musikalske fundament og arbejdsprocesser, og artiklen nedenfor (del 1) er vores forsøg på at beskrive vores historie og dybereliggende værdier.
TUTTI afdækkede på godt og ondt også områder, som fremadrettet bliver afgørende for os at arbejde med, herunder vores brand, kommunikation, projekt-forretningsmodel og organisation. Heldigvis er vi i den privilegerede situation, at vi har fået en stor bevilling fra Augustinusfonden til netop dette, og det glæder vi os til senere at dele med Kapelmesterbladets læsere, når vi er er kommet lidt længere i processen.
Starten
The Orchestra, som bandet oprindeligt hed, blev i 1992 startet på initiativ af trompetisten Jesper Riis og saxofonisten Henrik Frisk. Det bestod primært af studerende fra Rytmisk Musikkonservatorium, og med hjælp fra Erik Moseholm, optrådte bandet samme år på bl.a. Montreux jazzfestival i Schweitz. Inspireret af bl.a. underviseren og trompetisten Jeff Davis, der havde spillet med alskens klassiske amerikanske big bands, havde bandet fra starten en vision om en afslappet kammermusikalsk klang, som stod i stærk kontrast til den noget mere voluminøse orkesterklang som mange andre big bands ellers havde.
Musikken er overvejende komponeret af bandets medlemmer, ofte med et højt og eksperimenterende ambitionsniveau. Særligt har Jesper Riis’ talentfulde arrangør stil, senere suppleret af Lars Møller – i kombination med den indgående kontakt bandet havde til den legendariske bigbandmester Bob Brookmeyer – været drivende for udviklingen af big band orkesterlyden i Danmark. Bandets ofte prisbelønnede udgivelser tæller bl.a. Claus Waidtløws Playhouse, Beats and Big Band med bl.a. Anders Trentemøller, Niels Gerhardts Pieces Of Mind, Lars Møllers Episodes og Peter Rosendals The Trickster.
De senere år
I nyere tid har bandet samarbejdet med den tyske klaverstjerne Florian Weber, skabt globale projekter med Egberto Gismonti, Pierre Betrands La Caja Negra samt det nyeste projekt HAVANA med bl.a. Rune Harder Olesen og Raydel Medina. Den ny musik til de seneste års projekter er i stor udstrækning kommet fra Lars Møller og Jesper Riis.
Florian Weber som var solist i Lars Møllers værk: Ånd – Sprit of Breath (foto: Boe Larsen)
CJO er også involveret i talentudviklingsarbejde, hvor vi sammen med DR Big Band og Tivoli i nogle år har drevet Copenhagen Youth Jazz Orchestra (CYJO) og bl.a. udviklet et nyt ”Pros & Talents” format hvor man inviterer næste generations ensemblemusikere ind i vores projekter, i en typisk fordeling med ca. 1/3 professionelle CJO-musikere og 2/3 talenter.
På vej mod en ny organisering
Bandets virke har altid, musikalsk og organisatorisk, været båret af en passion for ensemblelyden, solistisk udfoldelsesrum og en åbenhed over for ny musik og eksperimenter. Orkesterorganisationen som i mange år har haft Lars Møller som drivende kraft (dog med en længere pause omkring hans virke som orkesterchef i Aarhus Jazz Orchestra), været både uformel og conamore agtig, med plads til at bandmedlemmer kunne byde ind med projekter. Fra 2011 overtog Kasper Wagner den administrative ledelse og siden 2019 har Lars Møller så igen ledet den kunstneriske og strategiske udvikling. I forbindelse med det udviklingsarbejde, som TUTTI-projektet har været en løftestang for, er også bandets trommeslager Jonas Johansen (publikumsværtskab og SoMe) og guitarist Thor Madsen (web-teknik og audio/video produktioner) trådt ind i det organisatoriske maskinrum.
Bandets daglige ledelse plejer Jonas at beskrive som Guerillaledelse. Ikke fordi det har noget med krig at gøre, men fordi der i stedet for en tung gennemorganiseret struktur, som mange andre orkestre af den størrelse har, snarere er tale om små selvstændige og autonome ledelsesenheder, med specifikt kendskab til de områder de arbejder med.
Fordelen er at der rykkes, at det er ret effektivt, og at man får meget for “pengene” på den måde at forstå, at der kan organiseres en hel del, for meget små midler.
Men heri rummes også ulempen, for det ender tit med at det er de samme – ret få – ildsjæle, der løber meget stærkt, uden at få helt nok betaling for det arbejde de laver. Og dette er en af bandets største udfordringer.
Det store musikalske WHY:
I vores arbejde med TUTTI projektet, fik vi formuleret vores kernefortælling om bandet:
COPENHAGEN JAZZ ORCHESTRA
“Legende jazzoplevelser og smukt designede kunstneriske rum,
som med power og elegance tager dig ud i verden og dybt ind i dig selv”
Det legende jazzorkester
Bigbandmusikken har altid været et samspil mellem det komponerede/arrangerede og den legende kreative improvisation i nuet, som er en af jazzmusikkens fornemste kvaliteter. Når big band musik fungerer bedst, sameksisterer det komponerede med et kontinuerligt flow af improvisation, båret at bandets solister og ikke mindst det kreative musikalske liv i rytmegruppen – specielt naturligvis trommerne. Det kan godt være at vi som ensemblemusikere kan være meget optagede at spille vores egne stemmer, men som Bob Brookmeyer en gang sagde ”Den virkelige grund til at vi er her, er rytmegruppens flow”. I CJO er vi stolte af ofte at få den publikumstilbagemelding, at man oplever at hele bandet oprigtigt lever med – også i det improviserede.
Kunstneriske fortællende rum
Den oplevelse vi ønsker at give til publikum ved alle vores koncerter, er at blive inviteret ind i et musikalsk rum med en gennemgående kunstnerisk fortælling, der er kreativt stimulerende for både komponister og musikere, og som følelsesmæssigt og samtidig kognitivt, skaber en meningsgivende ramme for publikumsoplevelsen. Derfor ligger der en fortsat opgave i at udvikle identiteten og narrativerne i vores forskellige projekter.
